For første gang nogensinde lancerer de produkter med indbyggede LCD-skærme. Det gælder både en ny AIO-vandkøler og en prototype på en luftkøler med en gigantisk skærm. Derudover er der nye mus og strømforsyninger på menuen til de strømsultne builds.
Det helt store trækplaster er uden tvivl Light Loop IO LCD. Det er en AIO-køler, hvor pumpehovedet er udstyret med et 2.1-tommer IPS display. Med en lysstyrke på 500 nits bør den kunne lyse fint op gennem et tonet sidepanel.

Skærmen kan bruges til det klassiske som systeminfo (temperaturer, clock speeds osv.), men kan også vise videoer eller bare agere musik-equalizer. Det hele styres via deres nye software, IO Center. Køleren kommer med tre daisy-chained Light Wings LX blæsere, hvilket er en gave til kabelstyringen.

På luftkølingsfronten får vi den nye Dark Rock 6 serie. Både Dark Rock Pro 6 og den almindelige Dark Rock 6 er opdateret. En fed detalje er deres nye semi-passive mode, der tillader blæserne at stoppe helt ved lav belastning – perfekt til dem, der vil have en lydløs PC, når der bare surfes på nettet.
Mest opsigtsvækkende er dog prototypen Dark Rock Pro 6 IO LCD. Her har be quiet! monteret en voldsom 4.5-tommer skærm direkte på luftkøleren. Det er en kæmpe skærm i den sammenhæng, og det bliver spændende at se, om det ender som et reelt produkt, vi kan købe.
Ingen lancering uden strømforsyninger. be quiet! udvider med 1200W varianter af både Power Zone 2 (Platinum certificeret) og Pure Power 13 M (Gold certificeret).

Begge er naturligvis ATX 3.1 kompatible og har native understøttelse af PCIe 5.1, inklusiv det famøse 12V-2x6 stik, så man er sikret til de nyeste grafikkort uden brug af adaptere.

Til sidst har vi Dark Perk serien af mus, der lander snart. Der er to modeller: Ergo til højrehånds-brugerne og Sym til dem, der foretrækker et symmetrisk design.

Specifikationerne fejler ikke noget. Vi taler om en vægt helt nede på 55 gram, optiske Omron switches og en PixArt PAW3950 sensor. De kører med op til 8000 Hz polling rate. Som jeg ofte har nævnt, er det måske overkill for de fleste af os, men det sikrer i hvert fald, at det ikke er hardwaren, der sætter begrænsningen. Batteritiden er opgivet til 110 timer, hvilket er ganske respektabelt for så let en mus.

Det er et spændende skifte fra be quiet!. De holder fast i deres kerneværdier omkring støjsvag drift ("whisper-quiet"), men anerkender nu også, at moderne PC-byggere gerne vil have visuel lir og skærme.
Kombinationen af deres velkendte byggekvalitet og de nye features som LCD-skærme og 8000 Hz periferiudstyr virker lovende. Nu må vi bare vente og se, hvor priserne lander, når skærmene skal betales.